Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Dagen i dag trak jeg ud af kalenderen og brugte til egenomsorg.

Ambivalent? Ja! Det føltes pænt forkert at ringe og sygemelde mig, når jeg nu hverken havde feber, migræne, gastroenterit, brækkede lemmer eller skoldkopper.

Over de seneste ugers tid har jeg mærket hvilepulsen stige og koncentrationen blive mere og mere flosset i kanten. Jeg har bemærket, at antallet af rødvinsgenstande er for opadgående. Jeg har lagt mærke til, at min To-Do liste på arbejde bliver længere, og dens genfærd har det med at hjemsøge mig når jeg ikke er på arbejde.

Når jeg tager et par analytiske og (konstruktivt) kritiske briller på, kan jeg se, at jeg er ved at blive stresset på mit arbejde igen. Jeg kan identificere de små advarselslamper, der blinker. En udefineret følelse af hele tiden at have glemt noget – tjek, det er ét af de sikre røde flag.

Mit “gamle” jeg ville have bidt tænderne sammen, bebrejdet mig selv at jeg ikke magter at holde bedre sammen på tingene og drukket et glas rødvin mere. Mit nuværende, teraperede jeg valgte (med velsignelse fra psykologen) at bruge dagen på at komme ned i tempo. Så jeg har sovet og mediteret. Eller dvs., øvet mig på at meditere, for det er godt nok svært. Og været ude og løbe, og lukket af for mit “gamle” jeg, som har været meget optaget af, at jeg ikke skulle spilde dagen. Hvordan udnytter jeg nu denne her chance for at komme ned i tempo? Mit gamle jeg kunne nærmest drukne i metastress over frygten for at forspilde en chance for at stresse af.

Men jeg har faktisk lært noget, som jeg kan støtte mig til nu: det er det her med at komme ind og mærke mig selv indefra. Jeg er begyndt at lære hvordan jeg gør, og jeg er begyndt at turde stole på, at jeg kan, og at det rent faktisk virker. Det føles godt nok noget spinkelt, men jeg må have tiltro til, at det virker.

Så er det nu, jeg skal revurdere, om min arbejdsdag indeholder tilstrækkelig struktur, forudsigelighed og pauser. (Det gør den ikke.) Så er det nu, jeg skal minde mig selv om at gå glip. Jeg skal give mig selv tid til at reflektere, tage mig tid til skriveterapi …

Og så har jeg erstattet min Facebook-app med en meditations-app – som i øvrigt er ganske anbefalelsesværdig.

Og så kan jeg køre mit stressniveau op ved at følge med på min blogstatistik på WordPress-app’en.

Reklamer

Nu har jeg gjort det: deaktiveret min Facebook-konto! Jeg har ikke taget det vildt angstprovokerende skridt at slette og lukke den helt once and for all men jeg er simpelthen nødt til at teste min egen tryghedsnarkomani. Når jeg tænker over det, fordeler brugen af Facebook sig for mig således:

Kommunikation via Messenger: 10 %

Fagligt fællesskab (primært kuriosæ og harcelering): 19 %

Bevidstløs scrollen igennem en endeløs nyhedsstrøm bestående af gennemførte kvarte Jernmænd, Minion-memes med livsvisdom og videoer af vanvittige parallelparkeringer blandet med målrettet markedsføring og stolte forevigelser af hjemmebag, -sylt og -strik: 70 %

Promovering af egen blog vha. deling af nye blogindlæg: 1 %

Hmm … tidligere delte jeg mangt og meget; nyheder, artikler, billeder fra mit eget liv etc.. Men hvorfor egentlig? Måske fordi jeg er et kommunikerende menneske. Det giver bekræftelse at få likes. Juhuu, nogen et sted derude var opmærksom på mig i et par sekunder. Og tænkte nogle tanker. Og … hvad så?

Jeg deler færre og færre begivenheder og billeder. Jeg har taget en aktiv beslutning om at være nærværende i begivenheder i stedet for at fokusere på at forevige dem og dele dem på Facebook. Jeg siger ikke, at man ikke kan være til stede i begivenheder fordi man tager billeder undervejs. Og jeg anerkender fuldt ud det naturlige menneskelige behov man har for at dele glæde. Men jeg har kunnet mærke mig selv være optaget i at forestille mig hvordan et opslag om en eller anden begivenhed kunne se ud, frem for at være nærværende i den pågældende begivenhed. Dér hopper kæden lidt af – for mig i det mindste.

Jeg kan mærke, at det generer mig, at jeg ikke kan dele udgivelsen af dette indlæg på Facebook. Men så har jeg Twitter, og det er nok i virkeligheden et mere brugbart medie til formålet. For jeg vil gerne læses, anerkendes, inspirere og røre, men primært vil jeg bare gerne kommunikere, og det er sådan set også det oprindelige formål med bloggen.

Så ja, jeg kommer da til at savne booming stats når jeg deler et nyt indlæg i en medlemstung Facebookgruppe. Men hvad betyder det egentlig – er det ikke lidt en kalkuleret pseudo-anerkendelse?

OK, nok af det devaluerende. Måske kan jeg i virkeligheden skrive mere frit nu, hvor jeg ikke behøver at bekymre mig om, hvor mange der egentlig læser bloggen, når de ikke bliver guidet derhen via Facebook 🙂

 

For et år siden stod jeg på tærsklen til at sygemelde mig fra mit arbejde pga. stress. Arbejdsrelateret stress, dvs. flere forskellige faktorer på mit arbejde, som på hver sin måde belastede mine evner til at bevare overblikket, planlægge min tid, stole på min sunde fornuft, huske, tænke klart og stole på mig selv og min mavefornemmelse ikke mindst.

Faktorer, som bid for bid åd mit mentale overskud op.

Jeg er tilbage på arbejde efter en længere rehabiliteringsproces, som på visse områder langt fra er slut. Jeg har ikke fundet de vises sten i form af en opskrift for at komme ovenpå efter en stress-sygemelding. Men jeg har fået en uvurderlig indsigt i mig selv, og fået en forståelse for, hvad arbejdsrelateret stress er, og måske også hvad det ikke er.

I begyndelsen føltes det, som om jeg bare lige skulle have et par dage eller uger fri for lige at få vejret. Bare den mindste, mest stakkede frist for aflastning var afgørende for at jeg kunne indhente bare lidt. For jeg kunne ikke følge med. Jeg var desperat. Jeg fattede ikke, hvor alvorligt det var, og hvor belastet jeg var, og hvor meget jeg havde behov for at komme væk.

Den første tids ubeskrivelige lettelse fik mig næsten til at glemme, hvor skidt jeg egentlig havde (haft) det. Men da sygemeldingens hvedebrødsdage var ovre, begyndte kompleksiteten i min tilstand at udfolde sig. Jeg begyndte at kunne skille tingene ad, og kunne se at faktorerne i udviklingen af min stress kan var at finde i min egen konstitution såvel som i mine omgivelser.

I mig findes f.eks. 12-tals-perfektionisten, som aldrig kan gøre tingene godt nok. Mine omgivelser er f.eks. givet ved sundhedspolitik og regionernes forvaltning af samme. Helt overordnet en dårlig kombination, men uomgængelig. Nærmest et grundvilkår. Så var der Sundhedsplatformen. Og uendeligt spild af tid på forbedringsmøder og tavlemøder og LEAN-møder, som ikke førte nogen steder hen. Konstant at være bagud. I retrospekt blev hovedet på sømmet til min sygemelding slået på, da tilfældet ville, at jeg skulle fortsætte et helt år på det samme afsnit, jeg allerede var ansat på.

Jeg har brugt enormt mange kræfter på at arbejde med indre og ydre dæmoner. Men jeg kan ikke komme uden om det faktum, at den nærmeste ledelse på en arbejdsplads er altafgørende for hvordan man i øvrigt selv håndterer belastninger f.eks. rigide og urimelige effektivitetskrav. Jeg har gjort mig erfaringer, som sætter perspektiv på de forskellige former for stressfaktorer. F.eks. skal man kunne forvente en helt grundlæggende gensidig tillid imellem ledelse og medarbejdere, som ikke må kompromitteres pga. pres ovenfra. Man skal kunne forvente en uforbeholden gensidig forståelse for den anden parts kvaler. Begge veje.

Betydningen af denne gensidighed forstår man først, når den mangler. Eller rettere, det kan gå op for én på samme måde som man erkender hvor meget man har fundet sig i, når man er kommet ud på den anden side af et voldeligt forhold. Det ligger mig på sinde at huske fremover, fordi jeg vil være i stand til at høre alarmklokker ringe lang tid inden jeg opdager, at de grundlæggende forhold ikke er i orden.

Jeg er tilbage i et presset sundhedsvæsen i et uddannelsesmiljø for yngre læger, som har masser af plads til forbedring. For god ordens skyld vil jeg nævne, at jeg ikke er tilbage i det afsnit, jeg sygemeldte mig fra. Jeg arbejder aktuelt 30 timer om ugen, og det fungerer rigtig godt. Planen er raskmelding hos kommunen fra 1. oktober, og derefter ansættelse på deltid. Nu, et år efter at jeg kastede håndklædet i ringen, kan jeg samle det op og mærke, at jeg kan følge med igen. Jeg føler mig i en vis udstrækning restitueret, og er i høj grad rekalibreret.

 

Erantis i januar – er det et symbol på optimisme? Eller måske en påmindelse om klimaforandringerne …

Hvorom alting er, snart begynder en ny fase i mit sygemeldte liv: jeg begynder at arbejde igen! Min hjerne klør efter intellektuel stimulus, og mit læge-jeg savner en betydelig del af sin identitet. Men jeg er godt nok også bange for at køre helt af sporet igen. I min optik er der flere niveauer af ansvar for at undgå, at det sker: mig selv (mit ansvar) og systemet (som er et politisk ansvar, men som også indirekte også mit ansvar).

Mig selv

Qua min eksistens er jeg forpligtet til, efter evne, at tage vare på mig selv og sørge for at jeg fungerer bedst muligt i de omgivelser, jeg nu en gang vælger at befinde mig i. Alternativt opsøge andre omstændigheder hvis jeg ikke på nogen måde kan finde mig til rette. Sagt på en anden måde: stress er en uundgåelig lugt i bageriet, og det er mit ansvar at finde en god næseklemme, alternativt forlade etablissementet.

Jeg har et ansvar for at tage mine symptomer på svær stress alvorligt, for de bliver ikke mindre reelle af blot at placere et ansvar. Det var ikke for sjov eller for at illustrere en pointe, at jeg valgte at kaste håndklædet i ringen for et lille halvt år siden.

Så jeg tager mig selv ganske alvorligt og er i fuld gang med at restituere og skærpe mine evner til stresshåndtering under kyndig professionel vejledning. Jeg har godt fast i hænderne på dem, som guider mig og passer på mig. Og jeg gør mig umage for at overholde tidsfrister og dokumentationskrav (!) så min arbejdsgiver får refunderet min løn under sygdom.

Systemet

Når det er sagt, er det søreme også min pligt at sige fra, når lugten af stress bliver for overvældende, for så er der en god sandsynlighed for, at det ikke kun er mig, som er overfølsom, men at stanken simpelthen er blevet uudholdelig. Jeg er et helt almindeligt, kognitivt velfungerende menneske, som reagerer fuldstændig normalt på et usundt arbejdsmiljø. Det er ikke rimeligt at bede mig om at forlade bageriet, fordi indeklimaet er blevet toksisk.

Her når vi til, hvordan jeg indirekte har ansvar for systemet: det er mit ansvar for at sige fra. Jeg har tre muligheder: at lade mig forgifte af urimelig arbejdskultur, at flygte skrigende bort eller forsøge at bidrage til at ændre det usunde arbejdsmiljø. Jeg kan bidrage ved at sige fra og stå frem. Jeg kan stå frem vel vidende at der kan være en udefineret risiko for min egen integritet. Jeg vælger at holde fast i at stå frem. For det er ikke mig, der er noget galt med, det er en kultur, som trænger til et gevaldigt opgør. Jeg vælger at gøre hvad jeg kan for at påvirke det direkte ansvar for det usunde arbejdsmiljø (som må findes et sted på spektret fra min nærmeste leder til sundhedsministeren).

Det er en lille smule angstprovokerende at holde fast i sin kritik af et arbejdsmiljø. Jeg er bekendt med den belejlige forklaring på min arbejdsrelaterede stress: at indse, at jeg er for grundig og perfektionistisk og stiller for høje krav til mig selv til at fungere i det offentlige sundhedsvæsen, hvor produktionsmålet er kvantitet over kvalitet. Man kan naturligvis få hjælp ovenfra, når man får svært ved at leve op til produktionskravet med sin integritet i behold. Devicen lyder: prioritér at behandle 12 patienter til et 2-tal end 2 patienter til et 12-tal. (Det er ikke en analogi, jeg selv har opfundet!)

Det er jo ærligt og nødvendigt at prioritere i et sundhedsvæsen, hvor alle ikke kan få alt. Men … er det rimeligt at prioritere på denne måde? Er det bare mig, eller skurrer det lidt i forhold til lægeløftet? Er det bare mig, som foretrækker en grundig udredning frem for en hurtig? Er det bare mig, eller er det uacceptabelt, at vort sundhedsvæsen skal sætte arbejdstempo over faglighed?

Jeg har en helt klar oplevelse af, at produktionen går forud for læring – dvs. kvalitetssikring af fremtidens sundhedsvæsen. Arbejdstempoet er skruet op til et niveau, hvor der mangler tid til f.eks. at reflektere med seniore kolleger eller til at begå en ærlig fejl og lære af den.

Jeg oplever en vedholdende benægtelse af, at tidsforbruget til den krævede produktion på ingen måder harmonerer med hverken 37 ugentlige timer eller det faktum, at overarbejde ikke accepteres.

Jeg oplever tilsvarende rigiditet i form af en manglende vilje til at imødekomme behov for fleksibilitet i arbejdstid. Er det mon en manglende anerkendelse af, at de nyere generationer af læger også har forpligtelser ud over arbejdslivet, som gør fleksibilitet ganske nødvendig. (Anekdote: på trods af, at der ingen formelle krav er til at søge om en deltidsansættelse,  har jeg hørt om én, som efter en lang og sej kamp allernådigst fik lov at gå fra 37 timer til 35 timer om ugen!)

Jeg har en oplevelse af, at man et sted ovenfra foretrækker 1 fuldtidssygemeldt læge, som producerer 0% frem for 2 deltidsansatte læger, som hver yder 50%. Det må være irriterende at man lokalt skal afsætte ressourcer til at holde sin sti ren med obligatoriske tiltag, hvis formål er at hjælpe den sygemeldte medarbejder tilbage hurtigst og bedst muligt. (I parentes bemærket er stress den absolut altoverskyggende årsag til sygemeldinger blandt sundhedsprofessionelle.)

Endelig mangler der anerkendelse af, at man som helt normalt menneske konstant er i dilemma for at gøre alle tilpas ud fra urimelige krav – patienterne og kollegerne og ikke mindst ledelsen – og derfor konstant kompromitterer at drage omsorg for sig selv. Det er ikke rimeligt, at ansvaret for at overleve i et så heftigt belastende arbejdsmiljø udelukkende hos den enkelte medarbejder. Jeg kunne ønske mig en anerkendelse af, at arbejdstempoet og dets konsekvenser er en reel, urimelig og alvorlig stressfaktor.

Jeg kan af gode grunde kun tale helt konkret om forholdene for ét lægeligt speciale i én region, men det sjove er, at når jeg vender emnet med andre i andre faggrupper i andre specialer og endda i andre regioner, bliver der nikket genkendende og sukket dybt.

Så alt imens jeg træder varsomt ud af min fuldtidssygemelding, må jeg minde mig selv om, at det ikke bare er mig, som er en utilfreds yngre læge. Det er min ydmyge pligt at protestere, når jeg oplever at blive uarbejdsdygtig på grund af belastning af urimelige krav. Jeg er trods alt kun et helt almindeligt, samvittighedsfuldt og pligtopfyldende menneske.

For god ordens skyld vil jeg runde af med at melde klart ud: jeg er ikke ude på at skyde budbringerne – forstået på den måde, at de lokale ledelser blot efter bedste evne administrerer dessiner ovenfra. Min uforbeholdne empati fordrer medlidenhed frem for antagonisme. Dog har den enkelte leder på et givent niveau også et ansvar for at sige fra over for urimelige rammer, som tærer på deres medarbejderes mentale helbred, så jeg vil tillade mig at være både frustreret og skuffet, når jeg oplever det modsatte.

Forhåbentlig er der grund til optimisme, idet det lader til, at der er en begyndende politisk lydhørhed over for urimelige arbejdsvilkår i sundhedsvæsenet.

***

Bonus-info til den særligt interesserede: dråben, som fik bægeret til at flyde over og afgjorde beslutningen om at sygemelde mig, var i øvrigt Sundhedsplatformen.

Da jeg hørte, at #DetKuHaVæretMig var nomineret til Årets Ord 2017, var min umiddelbare reaktion var hov, det er da ikke et ord!? #DetKuHaVæretMig er jo et hashtag. Eller i virkeligheden flere ord? Eller er det? Hvad er definitionen på “et ord”?

Iflg. Den Danske Ordbog er et ord en

“sproglig enhed som har en betydning, og som udtales og skrives uden pause henholdsvis mellemrum”

eller et

“sammenhængende sprogligt udtryk i form af et udsagn eller en ytring med én eller flere sætninger”

Et hashtag er nødvendigvis ét ord, én enhed, givet ved dets tekniske funktion, som ikke gør brug af mellemrum muligt. På den måde er et hashtag at betragte som “en sproglig enhed”.

Og betydning, det må man sige at det har. Det er et højaktuelt emne (tiltagende gennem anden halvdel af 2017), og det betegner en bevægelse, en kampagne, en debat, en arbejdskultur, en kontrolinstans, en domsafsigelse, en utryghed, et desperat opråb …

Nå, men Årets Ord er det i hvert fald ikke, kvindelandsholdet er en absolut værdig vinder, tillykke med titlen!

 

Make it grow

“Et barn har kun én barndom. Den må ikke forspildes.”

Sådan sagde vor statsminister den første dag i dette år, da året var spritnyt.

Hvor klinger det bare hult, når Politiken skriver, at 50 børn risikerer at skulle tilbringe hele deres barndom på udrejsecenter Sjælsmark.

Og når Børns Vilkår og Røde Kors’ børnepsykologer er bekymrede og rørende enige om, at børn ikke bør opholde sig på et udrejsecentre.

Vor “egne” børns barndomme sættes på spil af totally first world problems såsom manglende politisk prioritering af pædagogisk faglighed, misforstået udrednings- og behandlingsret i børne- og ungdomspsykiatrien og ikke mindst modvilje imod at imødekomme forældres ønske om at indrette en arbejdstid efter et ønske om at fungere som mor eller far bare på deltid.

Hvad er det med børn og politik?

Hvorfor er det ikke hypervigtig politik at få børn til at gro?

Hvorfor bliver investering i vores konkrete fremtidsressourcer ikke taget alvorligt?

Hvordan kan det være, at politikere tilsyneladende ignorerer det faktum, at børn er vor fremtid? – erhvervslivets fremtid, velfærdens, økonomiens, landets, Europas, Verdens, Jordens …?

Nu er jeg på berømmelsens vej: Kendt fra Ugeskriftet! … det næste må være “Vild med dans”. Eller måske “ekspert i stress” i morgen-TV?

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sende en særlig hilsen til mine stressramte kolleger (i alle faggrupper i alle specialer i alle regioner): det er ikke dig, der er noget galt med når du bliver syg af stress, det er en HELT NORMAL reaktion på et sygt system.

Lad os nu begynde at tage et fælles ansvar for vores arbejdsmiljø!