Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Erantis i januar – er det et symbol på optimisme? Eller måske en påmindelse om klimaforandringerne …

Hvorom alting er, snart begynder en ny fase i mit sygemeldte liv: jeg begynder at arbejde igen! Min hjerne klør efter intellektuel stimulus, og mit læge-jeg savner en betydelig del af sin identitet. Men jeg er godt nok også bange for at køre helt af sporet igen. I min optik er der flere niveauer af ansvar for at undgå, at det sker: mig selv (mit ansvar) og systemet (som er et politisk ansvar, men som også indirekte også mit ansvar).

Mig selv

Qua min eksistens er jeg forpligtet til, efter evne, at tage vare på mig selv og sørge for at jeg fungerer bedst muligt i de omgivelser, jeg nu en gang vælger at befinde mig i. Alternativt opsøge andre omstændigheder hvis jeg ikke på nogen måde kan finde mig til rette. Sagt på en anden måde: stress er en uundgåelig lugt i bageriet, og det er mit ansvar at finde en god næseklemme, alternativt forlade etablissementet.

Jeg har et ansvar for at tage mine symptomer på svær stress alvorligt, for de bliver ikke mindre reelle af blot at placere et ansvar. Det var ikke for sjov eller for at illustrere en pointe, at jeg valgte at kaste håndklædet i ringen for et lille halvt år siden.

Så jeg tager mig selv ganske alvorligt og er i fuld gang med at restituere og skærpe mine evner til stresshåndtering under kyndig professionel vejledning. Jeg har godt fast i hænderne på dem, som guider mig og passer på mig. Og jeg gør mig umage for at overholde tidsfrister og dokumentationskrav (!) så min arbejdsgiver får refunderet min løn under sygdom.

Systemet

Når det er sagt, er det søreme også min pligt at sige fra, når lugten af stress bliver for overvældende, for så er der en god sandsynlighed for, at det ikke kun er mig, som er overfølsom, men at stanken simpelthen er blevet uudholdelig. Jeg er et helt almindeligt, kognitivt velfungerende menneske, som reagerer fuldstændig normalt på et usundt arbejdsmiljø. Det er ikke rimeligt at bede mig om at forlade bageriet, fordi indeklimaet er blevet toksisk.

Her når vi til, hvordan jeg indirekte har ansvar for systemet: det er mit ansvar for at sige fra. Jeg har tre muligheder: at lade mig forgifte af urimelig arbejdskultur, at flygte skrigende bort eller forsøge at bidrage til at ændre det usunde arbejdsmiljø. Jeg kan bidrage ved at sige fra og stå frem. Jeg kan stå frem vel vidende at der kan være en udefineret risiko for min egen integritet. Jeg vælger at holde fast i at stå frem. For det er ikke mig, der er noget galt med, det er en kultur, som trænger til et gevaldigt opgør. Jeg vælger at gøre hvad jeg kan for at påvirke det direkte ansvar for det usunde arbejdsmiljø (som må findes et sted på spektret fra min nærmeste leder til sundhedsministeren).

Det er en lille smule angstprovokerende at holde fast i sin kritik af et arbejdsmiljø. Jeg er bekendt med den belejlige forklaring på min arbejdsrelaterede stress: at indse, at jeg er for grundig og perfektionistisk og stiller for høje krav til mig selv til at fungere i det offentlige sundhedsvæsen, hvor produktionsmålet er kvantitet over kvalitet. Man kan naturligvis få hjælp ovenfra, når man får svært ved at leve op til produktionskravet med sin integritet i behold. Devicen lyder: prioritér at behandle 12 patienter til et 2-tal end 2 patienter til et 12-tal. (Det er ikke en analogi, jeg selv har opfundet!)

Det er jo ærligt og nødvendigt at prioritere i et sundhedsvæsen, hvor alle ikke kan få alt. Men … er det rimeligt at prioritere på denne måde? Er det bare mig, eller skurrer det lidt i forhold til lægeløftet? Er det bare mig, som foretrækker en grundig udredning frem for en hurtig? Er det bare mig, eller er det uacceptabelt, at vort sundhedsvæsen skal sætte arbejdstempo over faglighed?

Jeg har en helt klar oplevelse af, at produktionen går forud for læring – dvs. kvalitetssikring af fremtidens sundhedsvæsen. Arbejdstempoet er skruet op til et niveau, hvor der mangler tid til f.eks. at reflektere med seniore kolleger eller til at begå en ærlig fejl og lære af den.

Jeg oplever en vedholdende benægtelse af, at tidsforbruget til den krævede produktion på ingen måder harmonerer med hverken 37 ugentlige timer eller det faktum, at overarbejde ikke accepteres.

Jeg oplever tilsvarende rigiditet i form af en manglende vilje til at imødekomme behov for fleksibilitet i arbejdstid. Er det mon en manglende anerkendelse af, at de nyere generationer af læger også har forpligtelser ud over arbejdslivet, som gør fleksibilitet ganske nødvendig. (Anekdote: på trods af, at der ingen formelle krav er til at søge om en deltidsansættelse,  har jeg hørt om én, som efter en lang og sej kamp allernådigst fik lov at gå fra 37 timer til 35 timer om ugen!)

Jeg har en oplevelse af, at man et sted ovenfra foretrækker 1 fuldtidssygemeldt læge, som producerer 0% frem for 2 deltidsansatte læger, som hver yder 50%. Det må være irriterende at man lokalt skal afsætte ressourcer til at holde sin sti ren med obligatoriske tiltag, hvis formål er at hjælpe den sygemeldte medarbejder tilbage hurtigst og bedst muligt. (I parentes bemærket er stress den absolut altoverskyggende årsag til sygemeldinger blandt sundhedsprofessionelle.)

Endelig mangler der anerkendelse af, at man som helt normalt menneske konstant er i dilemma for at gøre alle tilpas ud fra urimelige krav – patienterne og kollegerne og ikke mindst ledelsen – og derfor konstant kompromitterer at drage omsorg for sig selv. Det er ikke rimeligt, at ansvaret for at overleve i et så heftigt belastende arbejdsmiljø udelukkende hos den enkelte medarbejder. Jeg kunne ønske mig en anerkendelse af, at arbejdstempoet og dets konsekvenser er en reel, urimelig og alvorlig stressfaktor.

Jeg kan af gode grunde kun tale helt konkret om forholdene for ét lægeligt speciale i én region, men det sjove er, at når jeg vender emnet med andre i andre faggrupper i andre specialer og endda i andre regioner, bliver der nikket genkendende og sukket dybt.

Så alt imens jeg træder varsomt ud af min fuldtidssygemelding, må jeg minde mig selv om, at det ikke bare er mig, som er en utilfreds yngre læge. Det er min ydmyge pligt at protestere, når jeg oplever at blive uarbejdsdygtig på grund af belastning af urimelige krav. Jeg er trods alt kun et helt almindeligt, samvittighedsfuldt og pligtopfyldende menneske.

For god ordens skyld vil jeg runde af med at melde klart ud: jeg er ikke ude på at skyde budbringerne – forstået på den måde, at de lokale ledelser blot efter bedste evne administrerer dessiner ovenfra. Min uforbeholdne empati fordrer medlidenhed frem for antagonisme. Dog har den enkelte leder på et givent niveau også et ansvar for at sige fra over for urimelige rammer, som tærer på deres medarbejderes mentale helbred, så jeg vil tillade mig at være både frustreret og skuffet, når jeg oplever det modsatte.

Forhåbentlig er der grund til optimisme, idet det lader til, at der er en begyndende politisk lydhørhed over for urimelige arbejdsvilkår i sundhedsvæsenet.

***

Bonus-info til den særligt interesserede: dråben, som fik bægeret til at flyde over og afgjorde beslutningen om at sygemelde mig, var i øvrigt Sundhedsplatformen.

Reklamer

Da jeg hørte, at #DetKuHaVæretMig var nomineret til Årets Ord 2017, var min umiddelbare reaktion var hov, det er da ikke et ord!? #DetKuHaVæretMig er jo et hashtag. Eller i virkeligheden flere ord? Eller er det? Hvad er definitionen på “et ord”?

Iflg. Den Danske Ordbog er et ord en

“sproglig enhed som har en betydning, og som udtales og skrives uden pause henholdsvis mellemrum”

eller et

“sammenhængende sprogligt udtryk i form af et udsagn eller en ytring med én eller flere sætninger”

Et hashtag er nødvendigvis ét ord, én enhed, givet ved dets tekniske funktion, som ikke gør brug af mellemrum muligt. På den måde er et hashtag at betragte som “en sproglig enhed”.

Og betydning, det må man sige at det har. Det er et højaktuelt emne (tiltagende gennem anden halvdel af 2017), og det betegner en bevægelse, en kampagne, en debat, en arbejdskultur, en kontrolinstans, en domsafsigelse, en utryghed, et desperat opråb …

Nå, men Årets Ord er det i hvert fald ikke, kvindelandsholdet er en absolut værdig vinder, tillykke med titlen!

 

Make it grow

“Et barn har kun én barndom. Den må ikke forspildes.”

Sådan sagde vor statsminister den første dag i dette år, da året var spritnyt.

Hvor klinger det bare hult, når Politiken skriver, at 50 børn risikerer at skulle tilbringe hele deres barndom på udrejsecenter Sjælsmark.

Og når Børns Vilkår og Røde Kors’ børnepsykologer er bekymrede og rørende enige om, at børn ikke bør opholde sig på et udrejsecentre.

Vor “egne” børns barndomme sættes på spil af totally first world problems såsom manglende politisk prioritering af pædagogisk faglighed, misforstået udrednings- og behandlingsret i børne- og ungdomspsykiatrien og ikke mindst modvilje imod at imødekomme forældres ønske om at indrette en arbejdstid efter et ønske om at fungere som mor eller far bare på deltid.

Hvad er det med børn og politik?

Hvorfor er det ikke hypervigtig politik at få børn til at gro?

Hvorfor bliver investering i vores konkrete fremtidsressourcer ikke taget alvorligt?

Hvordan kan det være, at politikere tilsyneladende ignorerer det faktum, at børn er vor fremtid? – erhvervslivets fremtid, velfærdens, økonomiens, landets, Europas, Verdens, Jordens …?

Nu er jeg på berømmelsens vej: Kendt fra Ugeskriftet! … det næste må være “Vild med dans”. Eller måske “ekspert i stress” i morgen-TV?

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sende en særlig hilsen til mine stressramte kolleger (i alle faggrupper i alle specialer i alle regioner): det er ikke dig, der er noget galt med når du bliver syg af stress, det er en HELT NORMAL reaktion på et sygt system.

Lad os nu begynde at tage et fælles ansvar for vores arbejdsmiljø!

Vi nærmer os slutningen af december. Hejrerne stimler sammen med ugæstfri næb og skuldrene godt oppe om ørerne. Luften er tung af tåge: klassisk dansk julevejr.

Julen har en evne til at bringe næstekærlighed frem hos de fleste. (Måske undtagen hos hejrer?) Således også hos statsministeren, som i går antydede, at der er grænser for hvor vidt ordentligheden kan kompromitteres. Det var faktisk ret godt sagt af en statsminister, som ellers ikke er kendt for at have ordet i sin magt.

Ordentlighed. Noget med at tale pænt til hinanden, overholde almene uskrevne regler, Emma Gad, høflighed, anstændighed … et godt ordentligheds-barometer er en refleksion over, om vi behandler andre, som vi gerne selv vil behandles (nærmere uddybning i Bibelen). F.eks. hvordan ville vi gerne selv mødes, hvis vi flygtede fra en sønderbombet tryghed fremtid?

Og så funderer jeg lidt … hvilken rolle spiller ordentlighed i vores offentlige sundhedsvæsen? Udrednings- og behandlingsret: hvornår er spørgsmålet om hvorvidt du selv vil udredes og behandles hurtigt eller grundigt blevet stillet sundhedsministeren? 30 dage fra henvisningen er modtaget i centralvisitationen til diagnosen er stillet på et barn henvist til børne- og ungdomspsykiatrien. Det er naturligvis ubeskriveligt vigtigt at børn og unge ikke venter for længe på ekspedition, for deres liv går noget hurtigere end voksnes. Men hvad er en død-og-pine-hurtig diagnose værd, hvis diagnosen er forkert, og hvis barnet herefter ender i en flaskehals i primærsektoren? Er den flotte tal i regnearket værd? Børns og unges psykiske lidelser er i høj grad afhængige af solid tilknytning og meningsfulde relationer og ikke af en udrednings- og behandlingsret.

Ordentlighed er at anerkende denne sammenhæng og turde tage konsekvensen deraf.

Ordentlighed er noget med at prioritere fornuftigt. At prioritere med en vis grad af altruisme, vil jeg vove at påstå.

Når man reflekterer lidt, ser det unægteligt ud som om ordentligheden ikke rigtig har en betydning når det  handler om forkromede målsætninger som “Værdi for patienten” (Region H’s mantra). Værdi defineres et sted i administrationen, hvor man ikke rigtig er i berøring med patienters behov for basal tryghed og anerkendelse. Værdi måles som dage fra henvisning til diagnose. Værdi gøres op i ydelser og patientkontakter.

Ordentlighed er en værdi. Den kan ikke måles i antal dage eller diagnoser eller bookinger. Hvornår blev det OK at kompromittere ordentlighed i vores sundhedsvæsen?

Ordentlighed er for mig noget med at leve op til mit lægeløfte og behandle andre mennesker så grundigt og samvittighedsfuldt som muligt og ikke så hurtigt som muligt. Jeg er klar over, at ikke alt ønskeligt er muligt, men for at opretholde ordentlighed i vores sundhedsvæsen, bør grundighed og samvittighed prioriteres mærkbart højere.

Ordentlighed bliver en langsigtet investering i et robust sundhedsvæsen, som batter i stedet for en kortsigtet populistisk brandslukning.

Ordentlighed giver ro og plads til uddannelse af ordentlige læger og andre sundhedsprofessionelle.

Hvis al den snak om ordentlighed og næstekærlighed bliver lidt for meget, er der muligvis en hejre, som accepterer selskab et sted i decembers danske møgvejr.

Rigtig glædelig ordentlig jul!

 

En undersøgelse fra Megafon for TV2 afslører, at hver femte dansker har prøvet at pjække fra arbejde, fordi de ikke kan “overskue deres chef eller deres kollegaer”.

Chefkonsulent hos Dansk Erhverv Tina Buch Olsson er overrasket, hvilket egentlig er forståeligt nok – hvis ellers hendes perspektiv var den absolutte sandhed:

“Det er uacceptabelt, at så mange bliver hjemme uden at være syge og får løn samtidig. […] Hvis folk bliver hjemme, er der jo opgaver, der ikke bliver løst. Det kan resultere i, at kollegaerne skal løbe hurtigere. Det giver en dårlig stemning på arbejdspladsen.”

Psykolog og lektor ved Aalborg Universitet Einar Baldvin Baldursson svarer:

“Har Dansk Erhverv nogensinde studeret den menneskelige psyke? Hvis man går på job en dag, hvor man ikke psykisk burde have været det, kan det give langt større konsekvenser for arbejdspladsen, end hvis man tog en dag derhjemme.”

Det er lige præcis dét, der er humlen: vil man have fem medarbejdere, hvoraf én yder 95% og de fire 100% eller vil man have fem medarbejdere, hvoraf den ene er langtidssygemeldt og yder 0% imens de fire andre forsøger at yde 125% …?

Arbejdstempoet er skruet op, grænsen for menneskelig formåen nås, og helt almindelige mennesker bukker under for stress. Lad os give dem endnu mere dårlig samvittighed!

I øvrigt er dårlig samvittighed over for kollegaer formentlig én af de største hurdler at overkomme, når man sygemelder sig med stress.

At give sine medarbejdere dårlig samvittighed over at sige fra over for overbelastning er intet andet end dårlig ledelse!

I går var Luciadag. Lysets dag. Og apropos lys: nu hvor jeg ikke står op og går på arbejde hver dag, må jeg jo skabe min egen meningsfulde hverdag. Så det gør jeg. (Det kræver en hel masse selvdisciplin, som langt overgår kravet om at møde op på en arbejdsplads hver dag.) Men altså, jeg gør mit bedste for at gennemføre en morgentur hver dag. Således også i går:

Morgenhimlen er et mat bagtæppe for flossede grå rester af skyer, som flygter fra en sludmættet og ubarmhjertig vestenvind. En proppet A-bus skutter sig og begiver sig afsted fra sit stoppested. Jeg følger en måges flugt og får øje på et rødt Metro-M, som lyser i det fjerne.

Og så må jeg stoppe op – bedrager mine øjne mig? Jeg følger én (taler og skriver 1!) måges flugt og får øje på ét (taler og skriver 1!) rødt Metro-M. Jeg retter blikket ivrigt mod forskellige fikspunkter fjernt og nært, og jeg fryder mig i mit stille sind. For jeg er nemlig blevet opereret – og ser nu ikke længere dobbelt! Halleluja!

Jeg har, af uforklarlige årsager, set dobbelt igennem de sidste 10 år, og efter at have været beriget med diverse prisme-brilleglas lader det til, at to øjenoperationer har fået bugt med dobbeltsynet.

At se dobbelt er … jah, egentlig ganske uhensigtsmæssigt i langt de fleste sammenhænge. Det siger måske lidt sig selv. At se dobbelt er ikke ensbetydende med at skele (kosmetisk), så på en eller anden måde kan man sammenligne det med et usynligt handicap. Lidt ligesom en psykisk sygdom. Som kommer til udtryk på måder, som ikke altid er lige tjekkede …

Nå, men tilbage til emnet. Alle har oplevet, at øjenkontakt til andre mennesker kan være lidt udfordrende. Hvilket øje skal man fokusere på, når man “ser nogen i øjnene”? Heldigvis kan man skabe illusionen om direkte øjenkontakt ved at se på næseryggen mellem øjnene. Det bliver hurtigt ekstra udfordrende i beruset tilstand; forestil dig, at du, når du godtgør, at dit næste shot også skal være dobbelt, ihærdigt kæmper for at se bartenderen direkte i øjnene som bevis på din oprigtighed.

Men … hvilken én af de to næserygge skal du fokusere på? Du mobiliserer så meget viljestyrke, som du overhovedet kan, for at tvinge dine øjne til at arbejde sammen, men forgæves, og du overgiver dig til den ildesete sandhed at du trods alt nok ikke er helt appelsinfri. Dobbeltsynet forsvinder heldigvis i takt med at du får sovet branderten ud.

Nu, hvor mit dobbeltsyn er forsvundet som ved et trylleslag (eller skal vi kalde det behændig kirurgi?), er jeg med ét fri for en uendelig række af udfordringer a la bartender, f.eks. hvilken hånd skal man indstille sigtet efter, når nogen giver én hånden?

Dobbeltsyn udfordrer selvsagt balancen. For mit vedkommende betyder det bl.a., at jeg i månedsvis har holdt mig på behørig sikkerhedsafstand fra min cykel efter tilpas meget nærkontakt med kantsten og slingren til ulempe for fremadstormende, kortluntede medtrafikanter.

Jeg har udviklet en vis immunitet over for pinlig bevidsthed om, at jeg snubler over fortovsfliser – især hvis jeg drejer hovedet for at se mig for inden jeg krydser gaden. Eller når jeg febrilsk griber ud efter bordkanten mens jeg svajer faretruende efter at have rejst mig fra en stol. Det er hændt mere end én gang, at jeg er skvattet ud af bussen selvom jeg har koncentreret mig nidkært om at ramme trinene med fødderne. På trapper har man set mig klamre sig til gelænderet som en gammel dame. Klassikere er at gå ind i dørkarme eller at fejlbedømme afstanden til en stol, jeg sætter mig på.

Jeg holder mig til det sædvanlige hos Starbucks, for tavlerne med varme og kolde drikke er noget besværlig at tyde, hvis ikke jeg kniber det ene øje sammen, rynker panden og stikker fjæset langt ind over disken. Af samme årsag har jeg efterhånden droppet McDonald’s og Joe & the Juice: jeg kan ikke huske valgmulighederne udenad, har ikke noget sædvanligt, og har ikke lyst til at ligne en komplet idiot, som undskylder sig med at se dobbelt.

Med tiden er det blevet sværere at spotte slåfejl: 2 eller 3 l’er i skulle? 2 eller 4 k’er i ikke? Eller skelne ansigter på billeder i facebook-opslag. Sidder af og til med det ene øje knebet sammen, rynket pande og næsen en halv tomme fra computerskærmen for at se, hvor min musemarkør helt præcist peger.

Læsetempoet er blevet markant trægere, især mærker jeg det, når min 4-årige datter utålmodigt gengiver godnathistorien ordret inden jeg får stavet mig igennem ordene med det ene øje knebet sammen, rynket pande og næsen helt nede i bogen.

Dobbeltsynet præger også andre situationer, betydende som ikke-betydende. F.eks. når jeg vil give plads til de 2 synkrone løbere, som kommer imod mig på stien, og ender med at vælte ud i grøften. Eller når det gælder om at genkende folk inden de er så tæt på, at det er pinligt.

Præcisionen i at ramme en firkant i en sudoku med spidsen af blyanten er ikke, hvad den har været.

Jeg har efterhånden også bare opgivet at følge de rullende nyheder i bunden af TV-skærmen og bildt mig selv ind, at det er uvæsentligt at vide, hvem der udtaler sig om dette eller hint.

At deltage i et møde eller overvære et foredrag fører ofte til, at mine øjne umærkeligt lukker i, når de har “stirret huller i luften” i en lang og umulig kamp for at fastholde ét fælles fokus. Jeg har endda oplevet det ske i en længere samtale på tomandshånd. Man kommer til at virke lidt uengageret og uopmærksom. Det kan især udgøre en udfordring i arbejdssituationer, hvor jeg ofte befinder mig i møder eller længere samtaler. Eller foran en computerskærm, hvor det med musemarkørens placering, spotning af slåfejl og læsehastighed har en vis betydning. Og så er der lige det der med ens autoritet og professionalisme, som på én eller anden måde lider lidt når jeg gebærder mig som lettere bedugget.

Nu er det fortid: jeg kan pludselig smile og hilse på chaufføren samtidig med at jeg selvsikkert stiger ind i bussen. Jeg kan holde døren samtidig med at jeg vender mig og smiler og nikker til personen bag ved mig. Har endda allerede frydet mig adskillige gange over at kunne holde til højre for modgående på fortovet uden at holde blikket krampagtigt klistret til fortovet for ikke at dingle ind i en lygtepæl. Jeg kan gå i Zoologisk Have i stedet for Zooloogisisk Haveave, hvor zebraerne er noget lettere at skelne. Til gengæld er der kun halvt så mange dyr …

Farvel og tak, dobbeltsyn, jeg vil ikke savne dig!