A pro pos arbejdsdygtighed
Har efterhånden læst og hørt om flere eksempler på borgere (dette politisk korrekte udtryk for folk, mennesker, patienter, handicappede, gamle, you name it) i 60′erne, som er gået på efterløn eller pension, men ikke har kunnet finde ro i deres (u)tidige otium – og derfor arbejder frivilligt med dette og hint eller har nogle timer et par formiddage i den lokale Brugs. De føler sig ikke ældre, og i hvert fald ikke som en del af ældrebyrden, som man automatisk bliver en del af, når man får lov til at slippe for at arbejde. Som om arbejde er den værste belastning, man kan udsætte et menneske for. Men hør lige, der er ingen, som tvinger nogen til at gå på efterløn. Ind imellem laves der på nyheds-tv vox-pop i forbindelse med en eller anden historie – et yndet sted at afsøge vox populi er lufthavnen. Hvem repræsenterer så populi? Efterlønnere! Hvad laver de? De skal da på golfferie. Eller på solferie. De skal i hvert fald ud og rejse. Ind imellem er der også en førtidspensionist. Et andet yndet sted er stormagasiner – Lyngby Storcenter eller Rødovre Centrum. Hvem repræsenterer populi her? Der er lige en projektleder og en konsulent i ny og næ, men søreme om det ikke er kontanthjælpsmodtagere. Hvad laver de? Er de mon ude og søge job? Næ, de handler da løs, shopper rundt og står uden at rødme med en fladskærm i indkøbsvognen.
Det er som om velfærdsstaten gør os alle til ofre. Åh der er så mange grunde til at vi ikke kan forsørge os selv, vi må hellere få lidt tilskud. Ofre? Forkælede, forvænte mennesker, som qua dovenskab ophøjes til borger med ret til offentlig forsørgelse, men sjovt nok uden pligt til at tage et ansvar. Pligten er måske nok en teoretisk størrelse, skrevet ind i en kommunal handlingsplan for vejen tilbage på arbejdsmarkedet, men har den en konsekvens? Det er som om det er nemmere bare at lade folk sejle rundt i blanketter og bureaukrati som ofre og så overføre en månedlig ydelse. Hvad er der sket med staten? Velfærdsstaten er blevet en rodet fabrik, bygget engang af gode intentioner, men som nu producerer ansvarsløse ofre. Og når så den nogle-og-tres-årige hr. Danmark går på den forjættede efterløn, står han med en tom fornemmelse af at være en ubrugt kapacitet. Og undrer sig måske over, hvordan han endte på efterløn, for det var måske i virkeligheden slet ikke den store forløsning. Derfor er det helt rigtigt, at efterløn skal udfases, førtidspension skal udskiftes med en invalidepension, som kan tilkendes i det øjeblik en borger reelt er for invalid til at deltage aktivt på arbejdsmarkedet. Ikke fordi de har fået musearm og ikke kan varetage deres hidtidige job. Når der ikke er en grund til at forlade arbejdsmarkedet, så skal der da heller ikke være mulighed for at blive offentligt forsørget. Hvis man i øvrigt er fuldt arbejdsdygtig og vil forlade arbejdsmarkedet som 62-årig så må det da være fuldstændigt op til én selv at forsørge den luksus – ikke mine skattepenge!
Mine skattepenge må gerne gå til at understøtte borgere, som pga. en reel begrænsning (medfødt eller erhvervet handicap, fysisk eller psykisk sygdom) ikke er i stand til at tage økonomisk vare på sig selv. De må også gerne gå til at understøtte forældre med dokumenteret lav indkomst. Eller studerende, som er dokumenteret aktive på deres studier. Mine skattepenge må især gerne gå til faciliteter og lønninger i sundhedsvæsenet. Til statslige forebyggelseskampagner. De må også gerne gå til offentlig transport. Men jeg er ked af, at de også går til at lulle borgere ind i en offersøvn.
