A pro pos luksusfattigdom …
35.000 arbejdsklare kontanthjælpsmodtagere sidder på deres flade. 8.000 stillinger er ledige – de er alle sammen kategoriseret som lavtlønsjob, og det er f.eks. rengørings- og opvaskerjob. Dem gider vi danskere da ikke have, næ nej, det kan “de fremmede” få lov til, for det er vi for fine til.
Vorherrebevares!
Hvor forkælet har man lov at være? Åh vi er så fattige, vi har ikke råd til at tage på skiferie på kontanthjælp piv piv! Hvad med lige at nappe et stykke humble pie og tage et ansvar?
Jeg bliver flov over at være dansker. Det har mange sagt før mig, især når et vist folkeparti dukker op med racistiske ytringer. Eller hvis vores fodboldlandshold virkelig klokker i det. Det er dog til at bære. Men nu kommer det op til overfladen, hvordan samfundet er skruet sammen, vores beundringsværdige velfærdssamfund. Enestående i Verden. Jaja, højt skattetryk men ih, hvor har vi det godt, og lykkelige – det er vi også, de lykkeligste i Verden. Men føj, hvor vi nasser.
Kontanthjælpsmodtageres såkaldte fattigdom klinger ligeså hult som begrebet fattig studerende er kommet til. Vi studerende er ikke fattige! Vi shopper i Ikea, sørger for at have en Mulberry-taske og en Canada Goose jakke. Skyder gerne flere hundrede kroner af i løbet af en uge på brunch, latte to go og måske lige en bytur eller et par fredagsfadøl. Og samtidig koster vores studie os kun de bøger, vi køber. SU er en gratis sovepude. Og kontanthjælp ligner efterhånden også en gratis sovepude.
Hvad er det for en mentalitet? Hvor blev stoltheden over at kunne forsørge sig selv, af? Hvordan blev danskerne et krævende folk, som tager offentlige ydelser for givet – og samtidig beklager sig over, at de er fattige? Måske er det delvist en konsekvens af den underlige tendens til, at man ikke må kalde en spade for en spade. Kan vi ikke bringe gode ord som bistandshjælp og invalidepension tilbage? Så var det måske knap så attraktivt.
Man skal da have sin fulde frihed til at sidde og lave ingenting, hvis man er for doven eller for fin til et givent job. Men den livsindstilling skal ikke finansieres af mine skattepenge! Det er ikke statens opgave at forsørge mennesker, som ikke tager et ansvar. Vi er måske Verdens lykkeligste folk. Men vi må også være Verdens dummeste. Tænk, at vi finder os i, at medborgere nasser løs på vores fælles skattekroner. Så får jeg lyst til at emigrere!
* * *
Kan kun anbefale Henrik Gade Jensens nye bog:
