A pro pos 2011
Årsskiftet er en fin lejlighed til at reflektere og uforbeholdent harcelere over et helt års begivenheder. Udvalgte begivenheder, vel at mærke. Dagligdags amatøragtighed i omverdenen fyrer reflektorisk op under transiente småharceleringer, men et par udvalgte begivenheder har efterladt mere permanente spor i mit meningsdannende organ. De bliver eksponenter for en grundholdning.
I begyndelsen af maj bekendtgjordes det, at Osama bin Laden var blevet dræbt af amerikanske styrker. Det affødte jubelscener især i USA, uforbeholden og ukritisk jubel og selvforherligelse, som for mig nærmede sig direkte vulgaritet. Biler med hornet i bund og maniske unge stikkende op gennem soltaget med blafrende flag, hujende “we got him!” og “that’s what America is all about!” Obama, som siger at “it goes to show that we really mean it”. Havde opførslen og citaterne stammet fra et mellemøstligt eller arabisk land – eller bare et land tilhørende the axis of evil - havde alle vi civiliserede vesterlændinge taget afstand fra det og korset os over den brutale og hæmningsløse omgang med liv og død.
Nogle måneder senere samles amerikanere i tårevædede fælleskram ved 10-års dagen for angrebet på WTC. Storslået mindehøjtidelighed og alting, sentimentalt og smagfuldt på samme tid, mærkeligt nok. En massesorg, som omgås med ærefrygt. Da nordkoreanerne mistede deres alfaderlige leder, bevidnede vi en anden massesorg, som var lidet smagfuld, og denne massesorg omgikkes med pinligt berørte træk på smilebåndet og afstandtagen. Jeg vil på ingen måde gøre mig til dommer over Kim Jong Ils regeringsmetoder, lige så lidt som jeg vil negligere det massive antal tabte menneskeliv i New York hin dag i september, men på en eller anden måde virker det en anelse dobbeltmoralsk og respektløst at én folkemængdes tab og sorg er mere rigtig end en anden folkemængdes. Kan man tale om følelsesracisme? Man kan vel sammenligne nordkoreanerne med børn, som er vokset op i grov vanrøgt (med slet skjult reference til en anden opsigtsvækkende begivenhed i det forgangne år): de kender ikke andet, de coper og er loyale over for forældrene, og selvom både deres sjæl og legeme er misbrugt, nærer de også ægte tilhørsfølelser, tryghed i en forvrænget kontekst. Dermed både savn og sorg – uden at det udelukker angst og væmmelse og lettelse over frihed.
Så er der vores helt egen fattigdomsdebat herhjemme. Jeg har selv været stærkt utilfreds med størrelsen af Statens Uddennelsesstøtte. Boy, did I grow up! Jeg har levet fint med min støtte + studielån + studiejob. Jeg har bestemt ikke lidt materielle afsavn, selvom jeg både har haft kassekredit og til tider problemer med at få økonomien til at køre rundt. Men større offentlig overførselsindkomst havde ikke hjulpet! Som studerende bør man være tilfreds med at have fået tildelt en studieplads, baseret på karakterer og/eller motiveret ansøgning, man bør indse, at man ikke behøver en masse materielle goder såsom fladskærm, smartphone, elektroniske sager som begynder med “i”, ferierejser, økologiske madvarer fra Irma, nyt alt muligt når det gamle bliver umoderne eller bare træls at se på … når man ser ud i verden, er danske studerende virkeligt forkælede. Økonomisk og fagligt – og så er vi krævende og utaknemlige! Selvransagelse og lidt ydmyghed ville egentlig klæde os. Jeg er tilbøjelig til at give Joachim B. ret, når han siger at der ikke findes fattigdom i Danmark. Der findes derimod egoisme og krævementalitet, og det er uskønt! Dette leder mig direkte videre til at harcelere lidt over det ramaskrig, som er opstået efter offentliggørelsen af, at kravene for at opnå den nye seniorførtidspension er skrappere end hidtil troet. Man skal rent faktisk være uarbejdsdygtig for at kvalificere. Næh, det er da for groft – vil det så sige, at man ikke kan hygge sig på det offentliges regning et par år før man behøvede? Ved I nu hvad, det er da et vildt privilegium, at staten rent faktisk kan understøtte reelt uarbejdsdygtige før pensionsalderen. Før hed det invalidepension. Hvorfor ikke kalde en spade for en spade og genindføre det begreb – så bliver det måske knap så attraktivt, og så lyder det præcis som det, det er.
Nå. Det var rart at komme af med! Og så til nytårsforsætter … året 2011 har været præget af eye for an eye. Lad 2012 bliver præget af en spade for en spade.
Happy harcelering!
